top of page
  • Christina Wichmann Rosenkvist

Ambivalensens anatomi


 

Ta’ hvad du kan bruge

Alle er naturligvis velkomne til at læse med - Også selvom du ikke er solo-kvinde i 30’erne, så kan du måske stadig få noget ud af at læse med, da mine skriverier også kommer til at handle om, at navigere i livet når det er svært og gør ondt. Det vil derfor sagtens kunne konverteres til andre steder i livet.

Læser du noget, som ikke resonerer med dig, så tag det du kan bruge og lad resten ligge.

 

I mit sidste skriveri besluttede jeg mig for at blive klogere på, hvad jeg godt kunne tænke mig, og hvad jeg drømmer om. Det var egentlig ikke en proces, jeg var synderligt lang tid om, for det føles helt klart i mig: at finde kærligheden, som jeg kan få et barn eller to med.

Grunden til at jeg overhovedet har lyst til at dele min proces, udspringer af overbevisningen om, at følelser føles mindre tunge og svære, når jeg siger dem højt. Det er en anerkendelse af mig selv og mine ønsker for livet. Men der er også det element, at der kan sidde andre derude, som det måske kan inspirere.

Sårbarhedstømmermænd, ambivalens og frygt

Jeg kan dog godt få det, som jeg kalder sårbarhedstømmermænd. Det er en slags moralske tømmermænd, som dukker op efter at have blottet mig, som jeg gjorde i mit sidste skriveri. Men det varede ikke længe før tømmermændene blev overmandet af en ambivalens.

Følelsen af ambivalens har uden tvivl et afsæt i en masse frygt. Det er dels en frygt for at ikke få mit ønske opfyldt. Men samtidigt en frygt for at få mit ønske opfyldt: for tænk engang, hvis det slet er ikke er godt. Så kan jeg jo ikke tage det tilbage.

Det er også en angstprovokerende frygt for endnu engang at miste mig selv i et forhold.

En frygt for at miste alt det gode og min frihed, som jeg har nu. Samt en kæmpe frygt for at blive kvalt i et liv, som er en daglig ligning med sure pligter, der skal gå op.

Jeg har jo godt set og hørt, hvordan det står til hos folk omkring mig. Og det ser da ikke altid lige attraktivt ud, med minus på søvn-kontoen og børne-larm.

FOMO eller lemmingeffekt?

Men hvorfor er det så, at jeg vil have det? Er jeg bare ramt af den vildeste FOMO?

Måske er det en slags lemmingeffekt, som moder natur har skabt for at sikre artens overlevelse. Er jeg derfor bare i færd med at følge min pre-programmering, der siger, at jeg skal hige efter børn/kernefamilien?

Ja, jeg ved det virkelig ikke.

Men jeg ved én ting med sikkerhed. Det er, at jeg bliver nødt til at satse. Satse med hjertet og nattesøvnen som indsats. For når alt kommer til alt, så er det bare heller ikke sjovere at vågne lørdag efter lørdag, med huller i hukommelsen og et tungt hovedet. Jeg spår i hvert fald, at de moralske tømmermænd bliver et ensomt og kedeligt selskab i det lange løb.

Bytte-bytte købmand

Den detalje er også grunden til, at jeg bliver lidt træt i masken, når folk siger, at de i bytte for deres familieliv, da gerne “lige” ville have mit frie og sjove singleliv.

Det siger de helt sikkert fordi, de selv er pressede i eget liv, men måske også for at trøste mig lidt. Det er bare ikke altid den store trøst. Det er jo ikke dem, der spiser alene de fleste af ugens dage, og må flette fingre med sig selv om søndagen. Den anden version af forsøg på trøst, som jeg finder svær, er når nogen siger, at jeg jo “bare” skal tage den med ro og: “Det skal jo nok komme til at ske”.

Men det kan de jo sagtens sige. De har jo fået stillet den hormonelle baby kløe. Deres æggestokke skriger nok ikke lige så højt af dem, når et nuttet barn er i nærheden. Velmenende ord kurerer desværre bare ikke altid noget. Så selvom det er fristende at svare spidst på den slags kommentarer, så lader jeg selvfølgelig være. De mener det jo helt sikkert godt.

Jeg vil egentlig også hellere bruge det lidt konstruktivt. Så selvom det kan være vildt svært, vil jeg bruge mine ambivalente følelser til at være taknemmelig for alt det gode jeg har i mit liv. Det hjælper ikke at pive over, hvor man ikke er i livet, men i stedet forsøge at være glad for hvor man befinder sig.

Alternativet er i hvert fald mere trættende. Så det må jeg jo gøre. Jeg kom i den forbindelse i tanke om en klumme jeg skrev for ChriChri - Og er derfor gået i gang med at æde min egen medicin bestående af taknemmelighed på daglig basis. Helt simpelt lister jeg minimum ti ting dagligt, som jeg er taknemmelig for i mit liv. Skriver det også gerne ned, da det kræver lidt ekstra indlevelse i alt det gode. Det er en effektiv og god måde, hvor jeg tager de selvmedlidende briller af og løfter den indvendige energi. Min overbevisning er i hvert fald den, at man også lettere har ved at se og tiltrække de gode ting man ønsker sig, hvis man har løftet sig selv lidt ud af sørgeligheds-suppedasen. Det er derfor noget jeg varmt vil anbefale til alle, som måske ikke er helt tilfredse med deres egen livssituation. Dermed ikke sagt, at der aldrig er dårlige dage. Men giv det et skud og se hvad det gør ved dit humør og synet på dit eget liv. ❤

bottom of page